også med bilture uden campingvogn - og andre ting
Jeg valgte Vejle fjord Camping fordi jeg godt kunne tænke mig at se området mellem Vejle Fjord og Horsens Fjord. Der er flere andre campingpladser i området, men jeg valgte denne med to stjerner fordi det er tilstrækkeligt til mine behov og så gør det jo bestemt ikke noget, at pladsen har en flot beliggenhed og det har denne plads. Der er meget gode læforhold på pladsen, som er meget kuperet. Men derfor kan der sagtens findes pladser, der er plane nok til at opstille campingvognen uden brug af mange kiler og klodser. Jeg havde en 5 cm tyk klods under det ene hjul, så det var nemt nok at få vognen til at holde lige.
Pladsens egne oplysninger:
Vejle Fjord Camping
Strandvejen 21
DK-8721 Daugaard
Tlf. 75 89 52 54
Sæson 2017: 8. april - 10. sept.
GPS: 55.42.31.85 N - 9.41.44.88 E
Billedet her viser den øverst beliggende del af campingpladsen, hvor også facilitetsbygningen er placeret (kan lige anes bag traileren helt til venstre i billedet). Jeg lå et stykke længere nede mod indkørslen og havde derfor ca. 150 meter til toilet og bad.
Måske er det muligt at få Wi-Fi tilslutning fra den kommende sæson. Der blev i hvert fald gravet fiberkabler ned omkring campingpladsen da jeg var der og lejrchefen mente at jeg nok kunne købe mig til en opkobling næste gang jeg kommer.
Dette foto viser min opstilling efter at jeg havde fundet mig en plads. Der var faktisk en del valgmuligheder, men jeg blev enig med mig selv om, at denne plads var solrig til godt hen på eftermiddagen og den var også i en god afstand til toilet- og badeafdelingen, så jeg ville få mig en god lille spadseretur hver hang jeg skulle derhen.
Jeg befinder mig nu lidt længere oppe ad bakken og kigger igen ud over området
Jeg havde planlagt en køretur til i dag, men der blev en ændring undervejs pga. noget broarbejde. Så jeg kom til at køre ca. efter flg. rute i stedet for:
Vejle Fjord Camping, Daugaard, Hedensted, Sebberup, Løsning, Eriknauer, Oens, Stenderup, Bjerre Mølle, Nr. Bjerre, Bjerrelide, Over Ustrup, Purhøj, Glud, Snaptun, Tønballe Naturcenter,, Glud, Stourup, Skærlund, Rårup, Gramrode, Barrithule, Åhuse, Stouby, Bellelund, Korshøj og tilbage til Vejle Fjord Camping
Jeg forlod campingpladsen ca. kl. 9 i 13-14 graders varme, lidt skyer og en let-frisk vind.
Efter at have kørt lidt rundt og bl.a. været inde i Hedensted for at købe Camferine er jeg nu på Lykkegårdsvej mellem Eriknauer og Oens og tog et billede af denne jernbanebro - ja, der er faktisk to broer ved siden af hinanden. Fotoet er taget ud gennem forruden - derfor det slørede skær i venstre halvdel af billedet
Bjerre Mølle er en ottekantet hollandsk vindmølle, hvis træskelet er tækket med røde teglsten.
Møllen bærer årstallet 1860, men den blev først takseret til brandforsikringen i 1865. Møllen var i drift til 1955 og var da en del forfalden. I 1974 dannedes Bjerre Møllefond, som over en fireårig periode restaurerede møllen.
Du kan læse videre om denne tur på næste side