også med bilture uden campingvogn - og andre ting
Jeg startede med at tage nogle billeder ud over campingpladsen fra facilitetsbygningen.
Det første billede er taget fra en position tæt på udslagsrummet og affaldsafdelingen ned over en del af legepladsen. En god stor legeplads, som holdt en del børn i gang lørdag og også lidt søndag inden de skulle hjem efter weekenden.
Her er jeg gået om til den anden side af facilitetsbygningen lige ved indgangen til køkkenet, som iøvrigt så flot og velholdt ud. Jeg var lige inde for at kigge, men bruger det ikke selv, idet jeg laver mad og vasker op i campingvognen. Skiltet og tavlen på muren fortæller om forskellige aktiviteter på pladsen.
Nu er blikket vendt næsten i modsat retning af det foregående billede. Her er en del af legepladsen, som ikke ses på billedet øverst.
Der er mange ting, som børnene kan bruge. Jeg kan da lige fortælle, at jeg fik besøg af noget af familien, som jeg besøgte søndag. Og Rosa, som snart fylder fire år var ikke meget for at gå på legepladsen lige efter at hun kom herud. Men efter at hun (var lidt sløj) havde været med rundt med mormor og mig, kunne hun pludselig godt bruge legepladsen og der var en del ting der lige skulle prøves af inden hun skulle hjem igen. Så det fungerer - også for små størrelser.
Jeg havde planlagt at køre - og kørte - efter ca. denne rute: Dalgård Camping, Fjellerup, Hegedal, Jættestuer, Nørager, Løvenholm, Gjesing, Auning, Gl. Estrup, Liltved, Øster Alling, Ring, Pindstrup, Thorsager, Rønde, Kalø Slotsruin, Egens Havhuse, Vrinners, Agri, Fuglsø, Femmøller Strand, Lyngsbæk, Krakær, Stabrand, Kolind, Sivested, Tøstrup, Ramten, Stenvad, Fjellerup Mark, Fjellerup og tilbage til Dalgård Camping.
Jeg kørte afsted i 7 graders varme med sol og jævn vind kl. 9:35
Jeg startede med at køre en tur til Fjellerup og herfra ud mod stranden. Jeg kørte et stykke ud langs med stranden til hvor vejen stopper ved en rasteplads ved Bøsholmstien. Jeg var ude for at se på stranden (billedet ovenover dette) og kørte derefter tilbage ad samme vej og stoppede op ved "Strandkroen" (Klitvej), som så vidt jeg kan bedømme ikke eksisterer mere som kro. Men over for kroen ligger et Bundgarnsmuseum, som ikke var åbent da jeg var forbi - og jeg har heller ikke kunnet finde noget om museet. Men billedet viser da bygningen.
Fra stranden kørte jeg tilbage ind gennem Fjellerup og Hegedal. Så tog jeg retning mod Tustrup og i vejkrydset lige før Tustrup drejede jeg til højre ad Gammel Fjellerupvej og kom efter et par kilometer til Stendysserne ved Tustrup.
Et stort og interessant område med rekonstruerede dyssekamre, jættestue og kulthus. Det var meget interessant at se på og jeg tog da også en del billeder på min tur rundt i området.
Interesserer man sig lidt for den slags ting er det i hvert fald anbefalelsesværdig at se på og læs meget mere om dette sted og mange andre fortidsminder på linket.
Udstillingshuset, som jeg startede med at gå ind i og se på det minilandskab, der er bygget op i en montre og på de plancher, der fortæller om området og hvad der er at se på.
Der er åbent hele året rundt. I udstillingshuset er der toilet og lidt bag huset er der sheltere, så man kan tage en overnatning.
Jeg har sakset følgende linier fra visitdjursland: Udgravningen af det hedenske gravcenter, i 1954-57, ved Tustrup løftede sløret for ukendte sider af bondestensalderens gravskik. På et fladt plateau ligger med kun ca. 100 m's afstand 2 dysser og 1 jættestue omkring et centralanlæg - det såkaldte kulthus.
Følg med over på næste side og se, hvad jeg kiggede på
Eller gå tilbage til foregående side