også med bilture uden campingvogn - og andre ting
Jeg valgte Hobro-området som mål for min tredie campingtur og bookede mig ind hos:
Tlf. 40 29 52 53. Mail: mail@bramslevbakker.dk
Pladsen ligger smukt placeret i landskabet Bramslev Bakker.
Jeg ankom til campingpladsen lørdag den 16. juli efter en køretur på 103,6 km og kom ind på plads 79. Turen hertil forgik i fint vejr uden videre vind og med sol det meste af tiden. Jeg kørte hjemmefra kl. ca. 13.45 og var fremme ca. kl. 15.25.
Pladsen ligger rigtig flot placeret tæt på Mariager Fjord. Inde fra selve pladsen kan man ikke se ned over fjorden, men man skal ikke mange meter ud mod indkørslen til pladsen før der er udsigt ned over bakkerne og fjorden. Rigtig flot efter min mening.
Jens Jørgen Vestergaard bød velkommen og fortalte mig lidt om, hvor de forskellige faciliteter mv. var at finde og så kunne jeg gå ind og finde mig en ledig plads, hvorefter han kom og besøgte mig senere på dagen for at se, hvor jeg havde lagt mig og for at høre om der var noget jeg var i tvivl om hvor var, eller om jeg havde andre spørgsmål.
Altså en rigtg fin og venlig modtagelse.
Jeg ankom som nævnt lørdag eftermiddag efter en stille og rolig tur på 103,6 km og stillede op. Jeg indstillede antennen så jeg kunne se tv og høre radio - heldigvis mine vante stationer fra Holstebro. Fotoet herunder er taget søndag morgen.
Jeg havde sat mig for at jeg ville prøve at køre en tur med veteranbanen fra Mariager til Handest søndag, hvor de ifølge køreplanen kører med damplokomotiv som trækkraft for togstammen.
Efter bad og morgenmad satte jeg mig i bilen og kørte via Hobro til Mariager. Mariager-Handest Veteranjernbane, Ny Havnevej 3, 9550 Mariager. Se mere om banen på hjemmesiden. Køreplan, priser og meget andet kan ses her.
Jeg kom i god tid til afgang og gik rundt og så på de forskellige togvogne, der står på sporene ved banegården. Der er meget at se på og her viser jeg nogle billeder fra toget. Jeg fik en længere sludder med manden, der solgte billetter da jeg var inde for at købe en billet til turen. Han var nok lidt ældre end jeg, så vi kunne begge huske at der var jernbanedrift med damptog for år tilbage.
Prisen for en retur-billet var 120 kr.
Der var afgang fra Mariager kl. 11.00 og efter et kort ophold i Handest for at de kunne flytte lokomotivet til den anden ende af togstammen kørte vi fra Handest kl. 12.10.
Jeg var tilbage på campingpladsen kl. 13.40 efter en sjov togtur.
Her ser jeg på nogle af de gamle godsvogne, der står på banearealet i Mariager. Der er meget at se på, som de næste billeder viser.
Togmateriel i massevis. Her et passagertog af ældre årgang, så vidt jeg kan se drejer det sig om: FFJ M 1210 der er blandt de mange teaktræs-beklædte motorvogne, kaldet Triangel-motorvogne efter fabrikken i Odense af samme navn. I mange afskygninger leverede fabrikken i 1923-39 sådanne vogne, bygget op som personvogne, men med motor og førerplads i den ene ende
Dette billede viser den togstamme, som kørte turen til Handest. Om vognen i forgrunden kan man på hjemmesiden læse bl.a. I 1969 kom den til Helsingør Jernbaneklub, men i 1977 byttede den med Dansk Jernbane Klub. Da den i 1983 kom til MHVJ, var den raseret af hærværk og kunne først vises frem for publikum i 1989 efter et meget stort restaureringsarbejde
Nu er lokomotivet koblet til og så må jeg hellere komme ombord i toget - der er dog stadig 21 minutter til afgang.
Dette lokomotiv trak altså togstammen til Handest og retur. Der var et enkelt stop undervejs. Iflg. køreplanen er der på denne tur afgang fra Mariager kl. 11.00, fra True kl. 11.26 og ankomst til Handest kl. 11.50
Køreplanen for hjemturen er med afgang fra Handest kl. 12.10, True kl. 12.36 og ankomst til Mariager kl. 13.00.
Toget kan også standse ved fem andre stationer undervejs, hvis der er passagerer, der skal af eller på toget.
Lokomotivet her: HV 3 fra 1928 er blandt de kraftigste lokomotiver bygget til de danske privatbaner.
Handest Stationsbygning.
Om Handest stationsbygning kan man bl.a. læse følgende på hjemmesiden: MHVJ har fået brev fra Slots- og Kulturstyrelsen om, at Handest stationen er fredet.
Fredningen omfatter Handest stationsbygning med brændeskur og plankeværk samt de nære omgivelser, herunder den støbte betonperronforkant og læsserampen ved pakhusdelen.
Dagens køretur i bilen frem til toget og tilbage var på 44,8 km.
På billedet ses facilitetsbygningen, som er placeret tæt på indkørslen til pladsen. Den høje gule bygning til venstre i billedet er stedets restaurant. Se restaurantens hjemmeside her. Jeg har ikke besøgt restauranten. Men har set at der var mange gæster både lørdag og søndag.
Jeg er nu gået lidt højere op og får så dette syn ned over fjorden. Det er bare så flot at se på - og så går der får på bakkeskråningerne og græsser. Der er en vej fra campingpladsen ned til fjorden, hvor der også er et badested. Hvis man vælger at køre ned ad vejen til stranden bliver man bedt om at betale 5 kr. til hjælp til vedligeholdelse af vejen.
Læs mere på næste side